DcH sæsonen endelig i gang!

Jævnt træt A-hund efter dagens konkurrence
Jeg er bare så stolt og glad for vores konkurrence i dag. Det blev ikke til nogen oprykning, men det havde jeg altså heller ikke forventet. :-) 
Jeg synes DcH programmet er vildt fedt, fordi det sætter store krav til både hund og fører, og ALT skal bare klappe hvis man vil være med hvor det er sjovt pointmæssigt, og det er super udfordrende i et så stort og bredt program!

Strandtur i går efter træning..
 Vores konkurrencedag startede på sporet i rimfrost, hvilket jeg ikke umiddelbart vurderede til at være et problem. Vi har i træningen haft mest fokus på at gå i sporet, at han ikke skulle skynde sig frem til genstande, men at selv det at gå sporet var belønning.
Vi har også trænet en del hårdt spor, så Findus lærer id-fært, så det aldrig rigtig burde være et problem hvilken type bevoksning der er, om det er fugtigt eller ej.  Vi er dog ikke helt i mål med noget af det kan jeg konstatere, og det er jo lidt fedt, for så er der mere at træne på.

Findus tager i dag startporten, rigtig pænt, og så begynder han ellers at flakke, højre og venstre side af sporet, kommer lidt frem ad sporet og flakker igen...så kommer første knæk, hvilket han tager snorlige, ingen problemer der. Så kom første genstand som han tager fint, lidt overløb ved andet knæk, hvor sporet ved siden af er kommet i brug, da der er to dommerhold, heldigvis lader han sig ikke mærke af det. Flak på 3. ben, og 2. genstand findes..derefter....meeeeere flak og vi får en henstilling om at han skal følge sporet, så der falder lige en "søge spor" fra mig, nu vi alligevel er blevet trukket for henstillingen.
I spidsen runderer han en smule, men finder sidste ben og sidste genstand. 7,2 for sporet og 10 for genstandene.
Det var en underlig følelse at gå spor med ham. Slet ikke som han plejer at være? Ikke samme træk i selen og linen som der plejer at være, og MEGET mere flak end der plejer at være.  Alt i alt er jeg godt tilfreds, og så træner vi ellers videre på at holde sporet :-) Dejligt at knæk og spidser ikke var den store udfordring, og at alle genstande blev samlet flot op og holdt roligt i munden.
Emma og Findus i den sidste rest havgus
Derefter relativt hurtigt tilbage til pladsen, hvor vores gruppe, hvori jeg havde fået nummer 4 ud af 4, allerede var i fuld gang med lydigheden.
Jeg fik varmet Findus op, og ind det gik...Han virkede lidt mere på, end ude på sporet, og var fint med i FVF som vi fik 10 i, Stå-sit-dæk gik også fint, 30 point der.
Så kom apporterne, den første var fremmedapport, Findus får ikke rigtig fat, taber og samler op igen, og så går han selv i plads efter at have afleveret.  Det giver 9,5.
Hans egen apport går fint her får han 10.
Så er det spring. Jeg stiller mig mindre end en meter fra springbrættet, og midt for det, trækker vejret, og kaster apporten over springet, venter lidt, siger spring, og Findus løber HØJRE om springbrættet? tager apporten og "ja tak"!? Den havde jeg godt nok ikke set komme!? Det kan ikke give mere end et 0...
Så mangler bare fremadsendelsen, hvor Findus for så vidt gør det fint, men han løber og leder efter noget legetøj/bold, så memo til mig, mere længde på fremadsendelsen, og bolden skal være mere skjult til træning. Så vi får 10.
Afsted det går mod eftersøgning, felt og død.
Han elsker bare det der med vand og apportering, så meget at vi måtte droppe
at deltage ved jagtprøver, så er det godt vi har DcH programmet.
Det er bare så fedt at være i gang igen, og selvom jeg godt ved at det ikke bliver mange point vi scorer, så er det fedt at være i gang, fedt at skulle være den bedste udgave af en hundefører hver gang, og fedt at se hvor vi skal "stramme os an"/træne et moment på en ny måde, eller mere intensivt!

Ude ved eftersøgningen er der heldigvis lidt ventetid, jeg synes at det indtil nu har været meget kompakt, altså hurtigt videre til næste dommerhold, det er jo altid en balance, at der ikke skal være for meget flaskehals, men helst heller ikke for lidt. Jeg giver Findus lidt vådfoder imellem øvelserne, som jeg synes gavner hans energiniveau, så han kan holde kroppen i gang og højt nok oppe i fordi der er væske og salte i som hans krop har brug for. Men det tager jo godt 30 minutter før de foderportioner virker, så når der knap nok er 30 minutter mellem hvert dommerhold, så får Findus ikke helt den hvile han har brug for.
Eftersøgningsbanen, er den jeg var ude at se sidste år, den er lidt udfordrende fordi der er mange grøfter, på kryds og tværs og visse steder med tæt veggetation, måske ikke SÅ voldsomt på denne årstid. Vi har de sidste 5 gange trænet på at der var figurant eller død i første udslag, for ligesom at give Findus en grund til at løbe langt også første gang.
Det virkede i dag!!!! Hurraaa...Findus super flotte udløb fra første færd!
Jeg når at se første figurantskjul inden Findus opdager skjulet, og jeg får sendt ham ud tæt ved, men han får ikke færten, pyt, sender ham 3-5 meter ud i den modsatte side, og går selv frem til næste åbning og sender ham atter over på den side hvor jeg så figuranten, NU får han færten, og går til figurant og efter 1,5 sekund begynder han at gø!!! :-D

Jeg kan kalde ham til mig, og går ud til midterlinjen, han er så god og sidder roligt og venter. Jeg beslutter mig for at vi nok roligt kan gå 5-10 meter frem i arealet, inden vi forsætter. Han løber rigtig pænt, ikke lige, men han løber flot ud og kigger kun sjældent tilbage mod mig. Desværre misser vi anden figurant, så måske der skal trænes på at der en gang i mellem er flere figuranter til træning, og gerne en gemt i en presenning :-D

Vi får 8,5 for eftersøgningen, og 10 for første figurant og desværre 0 på den anden, men SÅ meget bedre end da vi var i Jyderup, og Findus lever klart op til mine forventninger i dag!

Så er der død genstand, som desværre i dag ikke var værd at gø af mente Findus. Det var en støvsuger, så ikke noget større hokuspokus i det, men vi får da en sjat for bevogtning. Dette er nok den eneste øvelse (måske lige udover springet) som jeg er lidt uforstående overfor...Findus har faktisk de sidste mange gange til træning lavet nogle fine runderinger på den døde.. men ikke i dag, vi må bare hjem og træne noget mere :-) Vi får 3,9 for en næsten bevogtning.

Feltsøget, det er der ikke så meget at sige til han er ret god og effektiv, især de 2 første genstande finder han hurtigt. Han arbejder ret systematisk i feltet, på egen hånd, og det giver fine point. 10 for søget og 10 for genstandene.

Tilbage på pladsen, hvor vi efter dagens længste pause, på nok nær 40 minutter, får lov at lave gruppeafdækning. Findus går i gang med dæk på mit signal, og gør det færdigt på nabo-hundens signal.  Han ligger vist fint i de 5 minutter, og vi får 10 for denne øvelse.

Vi ender som nummer 11 ud af 21 på dagen, med 240,5 point, næsten 40 point mere end i Jyderup, så hvis bare det forsætter sådan, med at vi lægger 40 point oven i hver gang, så skal det da nok gå hen og blive en fin sæson, men mindre kan nu også gøre det.

Vores samlede resultater fra dagen :-) 

Kommentarer

Populære opslag